‹ Löpning

Hur länge löper en katt? Fråga 1

Hjælp jeg bliver vanvittig!

Jeg har overtaget en meget lille, to-årig hunkat som netop er kommet i løbetid – en detalje man jo ikke kan overhøre!
Nu spekulerer jeg på hvor længe en sådan periode varer, og hvor mange gange katten kommer i løbetid på et år.
Der er tale om en fuldtids indekat som ikke endnu har fået killinger.

Hej!

Jeg føler med dig, jeg har prøvet turen nogle gange. En løbetid kan vare 10-14 dage, men heldigvis ikke ”for fuld fart” hele tiden. Mod slutningen klinger det gradvist af.
Hvis man ikke gør noget, kommer den næste løbetid efter et par uger, og sådan fortsætter det året rundt med efterårsmånederne som en lidt ”sløv” periode. Hvis katten ikke bliver parret, vil der imidlertid blive kortere og kortere imellem løbetiderne, som til gengæld bliver længere og længere. Til sidst er katten nærmest i løbetid konstant, og det er både dyre- og menneskemishandling. Katten er kolossalt frustreret, og løbetider slider også rent fysisk på organismen.

Hvis du ikke har planer om at få killinger af den, er der kun en fornuftig ting at gøre: få den kastreret. At holde en kat på livslang p-pillebehandling kan have ubehagelige bivirkninger i form af temperamentsproblemer, livmoderbetændelse og svulster. Katten skal ud af løbetiden, før den kan kastreres, da organerne er særligt blodfyldte under en løbetid; derfor vægrer de fleste dyrlæger sig ved at operere en kat i løbetid.
Vil du have killinger af katten, må du holde den på p-piller, til den skal parres. Den skal helst ud af løbetiden, før du starter på pillerne. De fleste katte skal have en pille om ugen, og det er vigtigt, at det er samme ugedag.
Skriv igen, hvis der er noget, jeg ikke har ”dækket”